555-555-5555

App'en for beskyttet natur

Miljøstyrelsen

Projektet i korthed

Udfordringen

10 % af Danmarks areal er registreret som beskyttet natur, blandt andet under naturbeskyttelseslovens §3. For landmænd og lodsejere er det vigtigt at vide præcis, hvor de beskyttede naturområder er, når de bevæger sig rundt på deres arealer. 

Løsningen

For at gøre det nemt tilgængeligt at orientere sig om beskyttede naturområder, fik Miljøstyrelsen udviklet en mobil app, som hedder: §3 Natur. 

Med §3 Natur, kan landmænd, lodsejere og gæster i naturen, via en telefon hurtigt undersøge om eksempelvis et vådområde på en mark er registreret som et beskyttet naturområde. 

I app'en kan man vælge mellem tre kort, man kan zoome og man kan trykke på områder i kortet for at få adgang til mere information.

Teknikken bag løsningen

§3 Natur er udviklet i Esri’s App Studio og arbejder sammen med telefonens styresystem, hvilket gør, at app'en kan sende notifikationer og vibrere, når man nærmer sig et beskyttet naturområde.

App'en performer hurtigt, hvilket blandt andet skyldes at dataprocesserne er optimeret, så beregninger sker på en central server frem for på telefonen. 

§ 3-Natur 

– En app til landmænd og andre naturinteresserede

10 % af Danmarks areal er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Det handler blandt andet om enge, moser og søer. For at gøre det lettere for landmænd og andre lodsejere at orientere sig om beskyttede naturområder, har Miljøstyrelsen udviklet en applikation til mobiltelefon, som er beregnet til brug i felten. 

Af Mette B. D. Thygesen, Artikel fra magasinet GIS i Aktion, forår 2018


”§ 3-natur” lyder måske ikke som titlen på den mest sprudlende app, man kan finde på App Store. Men paragraf-navnet til trods, er ”Appen for beskyttet natur” på kun et par måneder downloadet over 1000 gange, og den er i den grad et eksempel på, hvordan excel-ark og store datamængder bliver relevante, overskuelige og visuelle, når de struktureres og vises på et kort. 
App’en er udviklet i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og Geoinfo. Softwaren er baseret på Esri-teknologi og henvender sig primært til landmænd og andre lodsejere. Tanken er at gøre den vejledende registrering af § 3-beskyttet natur, let tilgængelig, så en landmand via sin telefon hurtigt kan orientere sig, når han står ude i marken og for eksempel vil undersøge om et vådområde på en mark er registreret som beskyttet natur. 
Når landmanden efterfølgende lægger telefonen i lommen, vil app’en arbejde videre og med en notifikation gøre ham opmærksom på, når han igen er i nærheden af et beskyttet naturområde. 
Ideen opstod allerede i 2013
Miljøstyrelsens projektleder Anders Juel fortæller om projektet: ”Ideen til app’en opstod allerede i 2013, i forbindelse med et enormt registreringsprojekt, som blandt andet inkluderede ca. 40.000 feltbesigtigelser af naturområder i hele Danmark.  
Det var dog først med Naturpakken fra 2016, at vi fik økonomisk mulighed for at arbejde videre med vores ide, så der var vi meget motiverede for at gå i gang.” 
Anders fortæller videre: ”En af grundideerne var at kortet i app’en skulle vise beskyttede naturområder og at telefonen skulle komme med en notifikation, når man nærmede sig disse områder. 
Men efterhånden som vi kom i dialog med forskellige interessenter, kom det hurtigt på tale, at man også kunne inddrage beskyttede jord- og stendiger og fredede fortidsminder. Dette var et vigtigt input, som betød at vi også har indlagt et kort med netop disse informationer.” 

Efter en del møder, hvor Anders, projektgruppen og interessenterne diskuterede og specificerede krav og ideer til app’en, blev Bent Gaardsvig Kjeldsen fra Miljøstyrelsens afdeling: ’Organisation og Digitalisering’ inddraget. ”Da jeg først blev præsenteret for ideen til app’en, var jeg skeptisk. Jeg tænkte, at man da ’bare’ kunne finde informationen på Danmarks Miljøportal. Men efter selv at have kigget rundt på hjemmesiden, kunne jeg godt se, at det var en temmelig omstændelig proces, hvis man står ude på en mark. Så efter lidt research var jeg meget begejstret for ideen.”

6 demoer blev afprøvet før grundskitsen var klar
Da Bent blev inddraget, var der defineret en skitse for, hvad der skulle med i app’en. Derfor var noget af det første Bent gjorde, at lave en demo-app, så arbejdsgruppen kunne se, hvordan ideerne så ud i praksis. Bent fortæller, at han ikke selv er den store GIS-tekniker, men at det alligevel var nemt for ham, at lave en demo-app i Esri’s AppStudio: ”AppStudio er et webbaseret Esri-værktøj, hvor de fleste, selv uden de store færdigheder i IT udvikling, kan producere apps. På den måde kunne vi teste grundideerne og hurtigt rette app’en til. Vi nåede faktisk op på seks demoer, før vi var klar til at Geoinfo kunne gå i gang med at udvikle de sidste funktioner. Det fungerede virkelig godt for vores arbejdsproces, at vi selv kunne prøve ideerne af, rette dem til og prøve igen.” 
Notifikationer på systemniveau
En af grundideerne var, at telefonen skulle vibrere og komme med notifikationer, når man nærmede sig et beskyttet naturområde eller et fredet fortidsminde. Men det krævede at appen arbejdede sammen med styrersystemet i telefonen, hvilket på det tidspunkt endnu ikke var helt færdigudviklet hos Esri. 
Mads Bøgvad var Geoinfo’s projektleder på projektet og fortæller: ”Miljøstyrelsens ønske om at notifikationerne skulle fungere i styresystemet betød, at vi skulle arbejde med noget teknologi, som stadig kun eksisterede i beta-udgave hos Esri. Det var modigt og spændende at Miljøstyrelsen var friske på at kaste sig ud i det, og det er fedt, at det lykkedes.”
Bent og Anders er også meget tilfredse med resultatet. Det lykkedes nemlig at udforme app’en, så den fungerer med både android, windows og IOS-systemer, og de er enige om, at app’en i dag performer meget hurtigt og præcist. 
Hurtig og brugbar
For at app’en kom til at fungere bedst muligt i marken, var det vigtigt for projektgruppen, at den kom til at performe så hurtigt og ukompliceret som muligt. At optimere hurtige up- og downloads, handlede især om at optimere data, så data ligger på serveren i det rigtige format og er lige til at hente, når det skal bruges på telefonen. 
Derfor har Miljøstyrelsens afdeling Organisation og Digitalisering lagt et arbejde i at udvikle procedurer, der opdaterer og konverterer data for at sikre, at flest mulige beregninger sker på serveren og ikke på telefonen. Bent uddyber: ”Nu er vi ved et punkt, hvor vi ikke kan gøre data meget bedre end det er. Næste step er at få en hurtigere server, og den er allerede installeret, så det er på vej.”  
”Vi har ikke hørt direkte fra landmændene, men Landbrug & Fødevarer, som var en af interessenterne i projektet, har udtrykt deres tilfredshed med resultatet og det er vi glade for. Derudover har app’en vist sig at være et rigtig godt arbejdsværktøj for kommunale biologer og andre tilsynsførende, som hurtigt kan orientere sig, når de er i felten.” Fortæller Anders, og Bent tilføjer: ”Og også for borgere med interesse i natur og miljø, vil app’en være en god hjælp til at orientere sig i naturen og søge information om eksempelvis myndighedernes tilsyn.” Så selvom app’en i udgangspunktet blev udviklet til landmænd og lodsejere, har den vist sig at være bredt relevant. 
Hvis man har lyst til selv at afprøve appen, er den frit tilgængelig i App Store og Google Play, hvor den hedder ”§ 3-natur – Appen for beskyttet natur” og man kan læse meget mere om appen og beskyttede naturområder på miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk

Fakta om ’Appen for beskyttet natur’ 

  • 10% af Danmarks areal er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3 og omhandler: 
  • Søer, moser, vandløb, overdrev, heder, ferske enge og strandenge. Desuden er der også naturområder, som er beskyttet via fredning og Natura 2000-udpegning.
  • Skal gøre det enkelt og nemt for landmænd at orienterer sig om beskyttet natur og § 3-områder
  • App’en er i udgangspunktet lavet i AppStudio, men med nogle specialkonfigurerede løsninger ovenpå: Blandt andet en funktion, som gør at app’en sender notifikationer på systemniveau og derfor også fungerer, når man bruger andre programmer.
  • App’en er finansieret af Miljø- og fødevareministeriet 
  • Udviklet af Miljøstyrelsen og Geoinfo, i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, kommunerne og Slots- og Kulturstyrelsen.

Anders Juel 

Uddannet biolog med Ph.d om blandt andet remote sensing og billedanalyse. 
Ansat som biolog i enheden for Arter og Naturbeskyttelse i Miljøstyrelsen og projektleder på projektet: ”Appen for beskyttet natur”

Bent Gaardsvig Kjeldsen 

Uddannet landinspektør og ansat i Miljøstyrelsens afdeling ’Organisation og Digitalisering’. 
Har arbejdet med Geografiske Informationssystemer (GIS) og digitalisering i knap 30 år 

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: