555-555-5555

Ingen spejderlejr uden GIS

At etablere Spejdernes Lejr svarer til at planlægge en helt ny by – fra grunden på en bar mark uden så meget som et enkelt kloakrør. Den opgave påtager Foreningen Spejderne sig hvert 4.-5. år på skiftende lokationer rundt om i landet for omkring 40.000 spejdere og et hav af frivillige og gæster. ArcGIS er et uundværligt redskab før, under og efter det gigantiske friluftsarrangement.

Billeder tilhører Spejdernes Lejr

September 2022


Der lå ikke så meget som en teltdug eller en tom flaske, da der skulle opføres opera i Hedeland Naturpark i starten af august. Få dage forinden havde naturparken ellers lagt jord til et af landets største friluftsarrangementer – Spejdernes Lejr – der over otte dage samler mere end 40.000 spejdere og op mod 70.000 besøgende. Etableringen af lejren er et gigantisk logistisk projekt, der opstartes tre år i forvejen og involverer 1.000 frivillige, samt den eller de kommuner, lejren finder sted i. 

GIS er et uundværligt redskab, når man skal etablere sådan en kæmpe lejr fra grunden. Vi planlægger i realiteten en hel by, og det kan man ikke uden GIS.


Martin Kyhn, GI·Spejder - Lejrindretning og GIS

Tidligere brændte man DVD’er med kortopdateringer, som blev sendt rundt til de frivillige, men i år er al planlægning foregået med interaktive webkort i ArcGIS Online. Det har gjort en verden til forskel. 

 

-GIS er et uundværligt redskab, når man skal etablere sådan en kæmpe lejr fra grunden. Vi planlægger i realiteten en hel by, og det kan man ikke uden GIS, siger Martin Kyhn, som siden 2017 har været med til at planlægge Spejdernes Lejr. 

Kuperet terræn gav ekstra udfordringer 

Dette års lejr strakte sig over 300 hektar bar, kuperet jord og indeholdt tre underlejre, hvor spejderne bor, 250 store telte med alt fra børnehave, restauranter, kontorer, hospital, kirke, mediecenter og byggemarked samt en hel administrationsby med rådhus. Der blev nedgravet syv kilometer rør, etableret 1,7 kilometer kloak, samt 20 infrastrukturpunkter. Dertil kom etablering af bad- og toiletfaciliteter mange steder, parkeringsplads, busterminal mv. 

-Det er en meget, meget stor planlægningsopgave, som vi startede på allerede i 2019. Vi skal finde den optimale placering for alt både i forhold til logistik, deltagernes behov, økonomien og terrænets beskaffenhed. I år skulle lejren ligge i et kuperet område, hvilket er en ekstra udfordring i forhold til teltopsætning. Derfor har vi også haft stor værdi af at kunne arbejde med højdemodeller i ArcGIS, siger Martin Kyhn, som er meget tilfreds med at processerne nu understøttes af GIS-softwaren. 

Vi har haft stor værdi af at kunne arbejde med højdemodeller i ArcGIS og vi er meget tilfreds med at processerne nu understøttes af GIS-softwaren. 


Martin Kyhn, GI·Spejder - Lejrindretning og GIS

Alle ser på det samme kort 

-Det er en meget stor fordel, at kortene ligger online og vises i realtid. Der er et hav af iterationer i løbet af så lang en planlægningsfase, men det er væsentligt nemmere at håndtere, når alle kigger på den samme, senest opdaterede digitale kortudgave, end hvis de sidder med printede kort i forskellige versioner, eller DVD’er som tidligere. Mange efterspurgte de printede kort i starten, men meget hurtigt kunne de fleste se fordelene ved de digitale kort, siger Martin Kyhn. 

Se og bevæg dig rundt i den opdaterede digitale kortudgave ovenfor.

ArcGIS Online bruges ikke kun i planlægningsfasen, men også under lejren og i nedtagningsfasen. Alle 40.000 deltagere kunne bruge kortet på deres mobiltelefoner og fx søge efter aktiviteter, så de nemt kunne finde de ting, de ønskede at deltage i. Forældre kunne ligeledes benytte kortet til fx at finde den lejr, deres barn opholdt sig i. 

Nemt at finde tilskadekomne 

Man havde også gjort det nemt at orientere sig i lejren ved at give samtlige affaldsspande et unikt nummer. 

 

-Det er en stor udfordring at finde hinanden på sådan en kæmpe lejr, hvor der ikke er adresser. Ved at nummerere skraldespandene kunne folk let angive deres position, hvis de var kommet til skade, og der skulle en ambulance ind, forklarer Martin Kyhn og fortæller, at Beredskab 4K havde indlæst de digitale kort i deres systemer.  

-Vi brugte også GIS-softwaren i forbindelse med nedrivningen, som er et enormt projekt i sig selv. Spejderne kunne melde ind, når de mente, de havde ryddet op, hvorefter der kom én og tjekkede efter, ligesom de eksterne leverandører kunne se, hvilke store telte der var klar til at blive taget ned. Det betød, at alt forløb meget smidigt og som planlagt, og at vi kunne aflevere arealet i perfekt stand til det næste arrangement, siger Martin Kyhn.

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: